top of page

Kan jeg blive S-pilot?

Er du fyldt 15 år, og er du almindelig sund og rask, så har du god mulighed for at blive svæveflyvepilot.

Det kræver hverken høje karakterer i skolen eller superhelbred at blive svæveflyvepilot (S-pilot). Hvis du har modet, tiden og lysten, så er du allerede godt på vej. Svæveflyvning er en klubsport, som i princippet kan dyrkes af alle.

 

Helbredsmæssigt skal du kunne leve op til de krav, der er for at kunne opnå et såkaldt CLASS 2-medical. Her skal du forbi en af landets flyvelæger, hvor du skal have foretaget en række undersøgelser på bl.a. syn, hørelse, balance og hjerte. Du skal også have taget en urinprøve, der skal testes for diverse sygdomme. Umiddelbart kan det lyde en smule omfattende, men i bund og grund handler det om, at du har et almindeligt godt helbred. Du kan eksempelvis sagtens være S-pilot, selvom du bruger briller (dog kun op til en vis styrke).  

Der er ikke som sådan noget krav til de små grå, men almindelig sund fornuft og en god forståelse for matematik og fysik er en god ting at besidde.

bottom of page