top of page

Om klubben

I Skive Svæveflyveklub har vi en hyggelig og uformel atmosfære. Vi deler en fælles passion for flyvning, som vi hellere end gerne vil dele med dig.

Skive Svæveflyveklub blev stiftet d. 1. november 1973 efter sammenlægning med den daværende Karup Svæveflyveklub, og siden 1977 har klubben haft til huse ved Skive Lufthavn. I klubbens første mange år var der en hel del medlemmer, men efterhånden som svæveflyvningen i de senere år generelt har lidt under faldende medlemstal, er Skive Svæveflyveklub også gået tilbage i antallet af medlemmer. Vi er dog stadig en del, der brænder for flyvning, og det vil glæde os meget, hvis du vil være en del af dette.

Svæveflyvning er en seriøs fritidsbeskæftigelse, men samtidigt er det også sjovt og spændende at flyve svævefly. Måske har du endnu ikke overvejet svæveflyvning som alternativ til f.eks. fodbold, håndbold eller badminton, men uanset hvad er det aldrig for sent at prøve noget nyt. Du behøver hverken at være millionær eller fysikprofessor for at være medlem og flyve sammen med os. Vi er alle helt almindelige mennesker, der bare elsker at flyve. Uanset hvem du er, og hvad du laver til daglig, er du altid mere end velkommen i Skive Svæveflyveklub!

Emil Munk i OY-XMY.jpg
bottom of page